|
Miljø
Mere end 2 milliarder mennesker rundt på kloden er parate til at tage hul på forbrugersamfundet. De vil køre i bil, se fjernsyn og bruge elektriske apparaer i et omfang, som vi hidtil kun har kendt i Vesten. Presset på klodens reserver af fossile energikilder vil derfor stige voldsomt med stærkt stigende priser og forurening til følge.
Det er en udvikling, der stiller krav til os som boligorganisation om, at vi kan levere boliger med et minimalt energiforbrug både af hensyn til miljøet og til beboernes økonomi.
Fokusere på passiv huse
Vi vil i Brabrand Boligforening tage den udfordring op ved, at vi ved eventuelle fremtidige byggerier vil fokusere på passiv-huse. Det er boliger, der vil blive opført med en væsentligt kraftigere isolering og tæthed end den vi kender i dag. Er der behov for varme i boligerne, skal der primært satses på jordvarme eller bæredygtige brændselskilder som halm, træ og sol. På sigt vil brintbrændselsceller også kunne komme på tale.
Minimere elforbrug
Desuden er der fornuft i at have fokus på elforbrug i det hele taget, således kan belysning af fællesarealer og gangstier ske ved anvendelse af nye lyskilder med lysdiodeteknologi, der i forhold til andre lyskilder har et minimalt forbrug. Solceller kan i vid udstrækning bruges til at sikre en del af energien til belysning og drift af ventilation m.v., således at behovet for at købe el udefra minimeres.
Renovering af ældre boliger
Det er ikke kun de nye boliger, der skal leve op til høje krav om høj isolering og lavt energiforbrug. Mange af vores ældre boliger står overfor renovering, og vi skal i den forbindelse sikre, at boliger føres op til de moderne standarder på energi- og forbrugssiden.
I april 2008 tog bestyrelsen på studietur til Østrig og Schweiz for at se på energi- og miljøoptimeret byggeri. Læs artikel fra studieturen.
|