Tjekkiske parlamentsmedlemmer henter inspiration i Gellerupparken
En delegation fra Tjekkiet har besøgt Gellerup for at lære mere om byudvikling og almene boliger.
Hvorfor udvikler man et udsat boligområde til en ny bydel? Hvad er lovgrundlaget? Hvordan bliver det finansieret? Og hvad gør man, når boligblokke rives ned, og beboere skal tilbydes en ny bolig?
Spørgelysten var stor, da en delegation på seks personer fra Tjekkiet – heriblandt fire politikere fra det tjekkiske parlament - onsdag formiddag var på besøg i Gellerup. Her blev de klogere på den udviklingsplan, som Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening tidligere har indgået om at udvikle området.
Den tjekkiske gruppe - flankeret af den tjekkiske konsul i Aarhus Stig Hellstern og konsulinde Hanne Hørup - blev budt velkommen i Samlingshuset på Karen Blixens Boulevard af Sophie Mørkholt Rasmussen fra Borgmesterens Afdeling. Herefter tog formand for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen over og fortalte om forhistorien og de nuværende planer for området.
De tjekkiske politikere, som alle er medlemmer af udvalget for Offentlig Forvaltning og Regional Udvikling, lyttede nysgerrigt, tog noter og stillede flere spørgsmål undervejs.
Delegationens besøg er en del af et todages visit i Danmark, hvor de blandt andet har besøgt Social- og Boligstyrelsen og altså nu Gellerup, hvor de søger inspiration om arbejdet med boligforeninger og almene boliger, fortæller Jiří Carbol fra partiet KDU-ČSL, der er leder af delegationen.
- Vi mangler almene boliger og boligforeninger, for de fleste boliger i Tjekkiet er privatejet, og der er mange, der ikke har råd til dem, siger han.
Delegationen fra Tjekkiet startede besøget med at møde Brabrand Boligforenings formand Keld Albrechtsen.
Walk and talk gennem Gellerup
Efter Keld Albrechtsen oplæg og introduktion til området stod programmet på en guidet gåtur i Gellerupparken, hvor udviklingsplanen lige nu bliver udmøntet, og som betyder meget ambitiøse og gennemgribende renoveringer af blokkene i området, og at syv blokke er udpeget til nedrivning.
Ifølge den tjekkiske delegationsformand kan man ikke direkte sammenligne omdannelsen og udviklingen af Gellerup med noget tilsvarende i Tjekkiet, men tjekkerne har dog områder med problematikker - især nordpå i grænseområderne, som kan ligne dem, man har set her, forklarer Jiří Carbol.
- Her er der nogle boligområder med sociale problemer, indbyggere med lave indkomster og grupper med andre etniske baggrunde. Derfor er det klart inspirerende at høre om jeres ide med en bydel med blandede samfund og kulturer, siger han.
Delegationen slangede sig gennem byparken i Gellerup i formiddagssolen med tid til at stoppe op og tage billeder og stille spørgsmål om boligforeningens og kommunens arbejde med at udvikle området.
Besøget giver ny inspiration
I Tjekkiet har det hidtil været en meget langstrakt og besværlig proces at få en byggetilladelse, det har en ny lovgivning netop ændret på, og den tjekkiske delegation håber, det kan medvirke til, at man vil se flere almene boliger og boligforeninger i fremtiden. Derfor er det vigtigt for politikerne at blive inspireret under dagens besøg med hjælp fra Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.
I parlamentet i Tjekkiet står politikerne desuden over for at skulle behandle en anden ny lov om boliger og byggeri, og derfor er timingen rigtig god i forhold til at besøge Gellerup.
- Det er meget inspirerende for os som parlamentsmedlemmer, når vi skal behandle loven. Så det er det rigtige tidspunkt at være her, siger delegationsleder Jiří Carbol.
Til forskel fra Danmark har Tjekkiet ikke et boligministerium og en minister på området, hvilket ifølge delegationslederen betyder, at området ikke bliver prioriteret på samme måde som i Danmark.
Men dagens besøg i Gellerup har i hvert fald fået Jiří Carbol, der også er næstformand for udvalget for Offentlig Forvaltning og Regional Udvikling, til at interessere sig endnu mere for området, fortæller han, da delegationen er færdige med gåturen i kvarteret.
- Det har inspireret mig til at fordybe mig i hele lovgrundlaget omkring boligforeninger og til at se på, hvad vi som lovgivende institution kan gøre for at hjælpe og støtte arbejdet med at starte boligforeninger. Vi kan se på, hvordan I gør, og hvilke af de elementer, der vil kunne fungere i vores kultur.
Jiří Carbol hæfter sig ved, at staten, kommunen og boligforeningerne arbejder sammen i Danmark, da den enkelte boligforening ikke kan løse hele opgaven som i Gellerup alene, og han er spændt på at se, hvordan det går med byfornyelsen de kommende år.
Han har dog allerede sporet en betydelig udvikling under dagens rundtur i Gellerup.
- Der er meget arbejde, der er gjort, der er en masse synlige investeringer, og vi kan se, at området bevæger sig, og der sker noget, så vi tror på, at jeres plan vil lykkes, siger han, hvorefter han slutter sig til kollegaerne, som spiser frokost på Cafe Europa i Aarhus Kommunes kontorhus, Blixens.
Delegationen sluttede dagen med at besøge Aarhus Ø og Den Gamle By, hvorefter de rejste tilbage til Tjekkiet.
De tjekkiske besøgende ses her ved byporten til Gelleruparken. Leder af delegationen Jiří Carbol ses i midten af billedet i jakkesæt og med solbriller.