14 nye rækkehuse klar på Gudrunsvej: Del af stort boligprojekt
Det summer af aktivitet på Gudrunsvej i Gellerup. Fugesand fejes i indkørslerne, og de sidste detaljer bliver finpudset. Indflytningen nærmer sig – og dermed er første etape i et nyt, ambitiøst boligprojekt nu næsten i mål.
14 rækkehuse står klar i snorlige rækker med røde tegltage, lyse mursten og mørke vinduesrammer. Store vinduespartier giver et flot kig ind i de lyse, nyopførte hjem, og skurene er beklædt med træ for et naturligt udtryk.
Det er første etape i et større projekt, som JCN Bolig og pensionskassen PKA står bag, og som breder sig omkring Trille Lucassens Gade og Gudrunsvej.
Velindrettede boliger med fokus på komfort og funktionalitet
Projektleder Tobias Weirum Jensen fra JCN Bolig har stået i spidsen for byggeriet siden første spadestik i efteråret 2024. Han fortæller:
– Vi har opført 14 rækkehuse i størrelser fra 112 til 120 m², alle med egen p-plads, terrasse og skur. Der er gulvvarme i stueetagen, depotrum under trappen og adgang til et lille loftrum. Køkken og alrum er samlet i en åben planløsning, og på første sal finder man tre værelser og et badeværelse – hvoraf det ene værelse har walk-in-closet.
Se billeder fra et af rækkehusene herunder:
En del af et større byggeprojekt
De 14 rækkehuse er kun begyndelsen. Det samlede projekt omfatter:
- 106 lejligheder i etagebyggeri
- 16 yderligere rækkehuse på Trille Lucassens Gade
- 18 lejligheder i en etagebygning på Gudrunsvej
- Og en mulig udvidelse med yderligere 14 rækkehuse på en nærliggende grund
- Alle boligerne forventes DGNB Guld-certificeret samt at overholde EU’s taksonomi for nye bygninger.
- I alt bliver det til ca. 13.840 m² nybyggeri i området.
Attraktive boliger i et område i rivende udvikling
Rækkehusene henvender sig særligt til familier og par, der ønsker at bo tæt på både natur og byliv – i et område, der er midt i en spændende udvikling.
Huslejen starter ved 11.000 kr. pr. måned ekskl. forbrug og udlejes via PKA Ejendomme, som er PKA’s ejendomsforvaltningsselskab.
Anders Ejsing, senior porteføljemanager i PKA, siger:
- Vi er stolte over at bidrage til udviklingen af fremtidens Gellerup, som vi ser et stort langsigtet potentiale i. Projektet viser, hvordan vi som pensionsselskab kan investere i bæredygtige boliger, der både skaber værdi og liv i området. Allerede nu oplever vi stor interesse – over halvdelen af de 14 rækkehuse på Gudrunsvej er udlejet, og mange af de nye lejere kommer fra helt andre dele af Aarhus.Samarbejdet mellem JCN Bolig og pensionskassen PKA har rødder tilbage til 2017, hvor JCN Bolig vandt opgaven med at renovere dele af Gellerupparken – herunder opførelsen af den ikoniske byport, som i dag markerer indgangen til området.
Siden da er projektet blevet videreudviklet og tilpasset en ny lokalplan, der bygger på helhedsplanen for området.
Genbrug og bæredygtighed tænkt ind i byggeriet
Byggeriet overholder skrappe klimakrav med et CO2-aftryk på maksimalt 7,32 kg CO2/m²/år. Det ses blandt andet i materialevalget og i opsætningen af solceller på hvert rækkehus.
Derudover er flere betonelementer – huldæk - fra en af nedrivningsblokkene på Dortesvej blevet integreret i de nye rækkehuse.
De første beboere forventes at kunne flytte ind fra midten af september 2025. JCN Bolig er allerede i gang med de næste etaper, og hele projektet forventes afsluttet i begyndelsen af 2026.