Lars har købt ejerbolig i Gellerup
Lars Skovhauge står midt i sit nye rækkehus i Gellerups nyopførte boligområde, Trekanten. Rummet er endnu tomt, men ikke i Lars’ tanker – han gestikulerer ivrigt rundt og forestiller sig allerede, hvordan hjemmet snart skal indrettes.
- Her skal TV-stuen være, og her skal sofaen stå, siger han og peger mod væggen.
Han går videre gennem boligen og stopper i soveværelset.
- Rummet har et fedt lysindfald og en god udsigt til gårdmiljøet. Det er tydeligt, at han glæder sig til at flytte ind sammen med sin 18-årige søn, som også skal bo i huset.
Det 126 kvadratmeter store rækkehus, fordelt på tre plan, er én af de første private ejerboliger, der er blevet solgt i Gellerup. For Lars markerer det starten på et nyt kapitel. Den 49-årige far har hidtil boet i Horsens, men med to sønner i Aarhus og et job nordvest for byen blev det oplagt at rykke tættere på.
- Jeg er glad for, at der er to badeværelser – det bliver man heller aldrig træt af. Og så ligger prisen under, hvad man ellers finder i Aarhus for den her type bolig, siger han og fortsætter:
- Området ligger godt i forhold til mit arbejde, når jeg skal ind og ud af byen. Min ene søn bor i Ceresbyen, og for nylig løb vi derfra til Gellerup og tilbage igen. Det er megahyggeligt og helt genialt. Og så har jeg omkring fem kilometer, så står jeg inde på Klostertorvet.
Udvikling med flere blandede boligtyper
Det nye boligområde Trekanten består af 75 svanemærkede rækkehuse, tegnet af Arkitema og opført af AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, i samarbejde med totalentreprenøren 5E Byg.
Byggeriet ligger, hvor Hejredalskollegiet tidligere lå, mellem Lottesvej og Hejredalsvej og er en del af et område i en positiv forandring med kort afstand til centrum af Aarhus, fortæller Michala Velin, projektchef hos AP Ejendomme, om nogle af de overvejelser, der ligger bag, at ejendomsinvestoren har valgt at bygge i Gellerup.
- Vi håber, at rækkehusene kan bidrage til byudviklingen med flere blandede boligtyper i området, og at de fælles opholdsrum kan invitere til gode naboskaber. Herudover håber vi med ejerboligerne at trække et nyt segment til og derved skabe mere diversitet, siger hun.
Trekanten tilbyder boliger i forskellige størrelser – mellem 94 og 126 kvadratmeter – fordelt på to eller tre etager med henholdsvis fire og fem værelser. Alle boliger har egen terrasse og balkon, og der er anlagt 75 parkeringspladser.
Ifølge AP Ejendomme har man tydeligt kunne mærke en øget interesse, nu hvor byggeriet står færdigt. I alt er 26 boliger til salg, heraf er 2 solgt og 2 reserveret. De resterende 49 boliger er til udlejning – heraf er 22 udlejet og 5 reserveret.
"Det er et fuldstændig trygt og fedt sted"
Lars Skovhauge er med sit køb blandt de allerførste, der har investeret i en ejerbolig i Trekanten. Han har i årevis haft et godt øje til området og har tidligere været skrevet op til en bolig i en af de høje, renoverede blokke i Gellerupparken, hvor han var fascineret af, at man begyndte at åbne bydelen op med ny infrastruktur.
Det næste Lars åbner op for, er en god portion flyttekasser, der nu skal tømmes for at fylde rummene i det nye hjem, hvor han også glæder sig til at få flere naboer omkring sig.
I nærområdet har han allerede noteret sig det lokale fitnesscenter, svømmehallen, Bazar Vest og Brabrandstien, som noget af det første, der skal udforskes.
- Jeg glæder mig til den multikulturelle del ved bydelen. Det ser jeg som en styrke for området. Jeg kan godt lide atmosfæren. Når man er her, fornemmer man overhovedet ikke det mediebillede, der indimellem bliver skabt, hvor man får nogle stillbilleder, som kommer til at præge dialogen, og det er synd. Det er et fuldstændig trygt og fedt sted.
Fakta om Trekanten:
- Trekanten består af 75 rækkehuse i to og tre plan.
- Byggeriet er opført af AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, tegnet af Arkitema - Totalentreprenør: 5E Byg.
- Boligerne er svanemærkede og bygget med fokus på bæredygtighed.
- Rækkehusene er mellem 94 og 126 kvadratmeter med 4-5 værelser og henvender sig primært til familier.
- Hver bolig har egen lille terrasse og balkon, samt adgang til fælles opholdsarealer.
- Der er anlagt 75 parkeringspladser.
- Byggeriet stod klar til indflytning i foråret 2025.
Kilde: AP Ejendomme, www.3-kanten.dk.