Nu starter renoveringen af Gellerupparken
Over den næste årrække skal 600 eksisterende lejligheder omdannes til 750 moderne og tidssvarende boliger, der matcher fremtidens behov og styrker det lokale bymiljø.
De kommende uger indledes dét arbejde, når der sættes hegn op og etableres byggeplads omkring blok B6 på Gudrunsvej, som dermed markerer starten på det omfattende renoveringsprojekt i Gellerup.
Med renoveringen opgraderes de karakteristiske blokke, så de i højere grad imødekommer beboernes ønsker og nutidens boligefterspørgsel.
I hver blok ombygges to opgange, så der fremover bliver fire boliger pr. etage i stedet for tre. I stueetagen etableres dobbelthøje citylejligheder med murede facader, der åbner bygningerne op mod omgivelserne og skaber et mere levende gadebillede. Derudover bliver der tilført tilgængelighedsboliger med bedre adgangsforhold og mere plads i de opgange, som ombygges.
- Renoveringen af de høje blokke er endnu et vigtigt skridt i Gellerups udvikling. Vi bevarer områdets historie og arkitektur, samtidig med at vi skaber boliger, der er attraktive, funktionelle og fremtidssikrede, siger Kristian Würtz, direktør i Brabrand Boligforening.
Renoveringen rummer både indvendige og udvendige forbedringer. Alle lejligheder får nye badeværelser, overflader, installationer og moderne ventilationsanlæg. Udvendigt afrenses og males facaderne, gavlene efterisoleres og beklædes med nye overflader, og både dør- og vinduespartier i facader udskiftes med energiruder og tage udskiftes.
Samtidig opgraderes de omkringliggende udearealer med grønne opholdsrum, legepladser, cykelskure og forbedrede affalds- og parkeringsløsninger – til gavn for både beboere og det omkringliggende bymiljø.
Herunder ses visualiseringer af renoveringen:
Genbrug af materialer og erfaringer
Der vil med renoveringen være fokus på genbrug og genanvendelse af eksisterende byggematerialer. F.eks. knuses overskudsbeton og bruges som fyldmateriale under veje og stier, og betontrappetrin fra de gamle trappetårne genindarbejdes i nye konstruktioner. Derudover vil trægulve i de renoverede lejligheder blive genetableret efter udskiftning af vand- og varmerør.
Projektet bygger på erfaringer fra tidligere pilotprojekter i området, hvor to boligblokke i Gellerupparken og én i Toveshøj allerede er blevet renoveret. Her blev blok B4 blandt andet transformeret med en ny byport og vejføring, da Trille Lucassens Gade i efteråret 2019 blev åbnet for trafik og skabte direkte forbindelse mellem Gellerupparken, Åby Ringvej og resten af Aarhus.
Renoveringen af de fem blokke i Gellerupparken gennemføres i etaper og forventes afsluttet i 2029.
Kilde: Brabrand Boligforening, Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj
- Bygherre: Brabrand Boligforening
- Totalentreprise: Entreprenørvirksomheden NCC blev i 2024 udpeget som vinder af totalentreprisen og skal udføre renoveringen. NCC’s totalentreprisehold udgøres af arkitekterne C.F. Møller Architects og ingeniørfirmaet INGENIØR'NE.
- Alle blokke etableres med et nyt byhusbånd i parterre og stueetage, hvor der etableres cityboliger i en og to etager. Der etableres nye dobbelthøje, transparente indgangspartier ved hver opgang. På denne måde bliver der etableret nye åbne og indbydende facader, der interagerer med nærmiljøet. Alle boliger skal enten basisrenoveres (nye overflader, nye badeværelser, nye installationer samt ny ventilation) eller bygges om.
- I de renoverede boliger bliver beboerne midlertidig genhuset, mens de venter på at kunne flytte tilbage til en nyistandsat lejlighed. I boliger, der ombygges, er der tale om permanente genhusninger.
Kilde: Brabrand Boligforening, Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj
