FLYT JER SELV!
Skovgårdsparken optrapper protesten mod ghettoplanen. Torsdag d. 4. oktober var beboere fra Skovgårdsparken mødt op for at vise deres utilfredshed med regeringens ghettopakke. Budskabet var simpelt; vi vil ikke flytte!
Beboerne i Skovgårdsparken svarer nu politikerne på Christiansborg igen. De frygter at miste deres hjem, og de opfordrer politikerne til at gentænke ghettoplanens firkantede kriterier. I den aarhusianske boligforening kan planen betyde, at 216 nyrenoverede boliger på Sigridsvej samt 120 boliger i højhuset skal rives ned.
”Flyt jer selv”.
Sådan lyder det simple budskab til Christiansborg fra beboerne i det almene boligområde Skovgårdsparken i Brabrand ved Aarhus.
De har ikke lyst til at flytte, fordi andre siger, de skal. Men det kan blive konsekvensen. I den aarhusianske boligforening kan ghettoplanen betyde, at 216 nyrenoverede boliger på Sigridsvej samt 120 boliger i højhuset skal rives ned.
Derfor har de startet kampagnen “Flyt jer selv” i forsøget på at råbe politikerne op - og de håber, at andre boligforeninger vil gå med. Opfordringen er, at politikerne skal tænke sig om igen, før de henover hovedet på uskyldige mennesker beslutter at rive deres hjem ned.
Formanden for afdelingsbestyrelsen, Vagn Eriksen, får mange henvendelser fra bekymrede beboere. Beboerne frygter, at deres lejligheder må vige for bulldozerne. Og det er den realistiske risiko, hvis flere end 40 procent af beboerne er ledige eller på overførselsindkomst til nytår 2020.
Sker det, vil foreningen blive stemplet som ”hård ghetto”, og det har konsekvenser. Så skal andelen af almene familieboliger nemlig nedbringes til maksimalt 40 procent i 2030. Altså skal der rives boliger ned - uanset at det er ganske få arbejdsløse, der gør forskellen og uanset, at de tal der afgør sagen er flere år gamle. Skovgårdsparken er på regeringens ghettoliste registreret med en ledighedsprocent på 41,4 (2015-tal).
Afdelingsformand Vagn Eriksen
”Alene risikoen for, at afdelingen bliver stemplet som en ”hård ghetto” vil få negativ betydning. De ressourcestærke beboere vil flytte, længe før regeringen tvinger dem til det. Og det er vel ikke meningen?”
”Det er absurd, hvis vi skal rive nyrenoverede boliger ned på grund af et mere eller mindre tilfældigt tal i en ghettoplan. Ghettoplanen var ment som et opgør med parallelsamfund, men hverken ghetto eller parallelsamfund findes i Skovgårdsparken. Det ved alle og enhver, som lever i området. Vi vil derfor gå langt for at undgå, at regeringen river beboernes hjem ned på grund af en usympatisk lov, der tilmed bygger på forældede tal."
”Der er ingen, som har spurgt beboerne her i Skovgårdsparken om, hvad de ønsker. Derfor forsøger vi nu at råbe politikerne op. Og vi håber, at andre vil følge med, så politikerne kan se, at de træder på helt almindelige mennesker, der bare gerne vil kunne blive boende i deres eget hjem."
”Det er klart, at beboerne føler sig hjælpeløse. Truslen om indgreb hænger i luften, men hverken afdelingsbestyrelsen eller boligforeningen kan give nogle konkrete svar. Hvem skal flytte – hvornår sker det – hvor skal vi bo, når vores hjem rives ned om ørerne på os? Politikerne i både Folketinget og byrådet skylder os nogle klare svar".

Annalise Rasmussen er 80 år gammel og har boet i Skovgårdsparken i 39 år. Hun har ikke lyst til at flytte.
Fakta om ghettoloven
Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti blev i maj 2018 enige om et vidtrækkende indgreb i de danske boligforeninger.
Indgrebet betyder, at boligområder, der prædikeres ”hård ghetto”, skal nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030. I praksis betyder det, at der skal rives boliger ned, og at de ramte derfor – frivilligt eller ufrivilligt – må flytte ud af deres hjem.
Planen nævner ikke, hvor de ramte skal flytte hen. Det er kommunal opgave.
Kontakt:
Adm. direktør Keld Laursen, Brabrand Boligforening, tlf. 2026 9302
Læs mere om "flyt jer selv”-initiativet på Facebook
Læs mere om Skovgårdsparken.