Få studiejob som kollegietutor!
Er du socialt anlagt, og mangler du et sted at bo? Så er det måske dig, vi leder efter!
I september slår Brabrand Boligforening dørene op til de første boliger i det nye Aarhus Kollegie. For at give kollegiet den bedste opstart, ansætter vi syv kollegietutorer. De får bl.a. til opgave at tage imod nye beboere, stå for sociale arrangementer og sørge for, at der laves husorden m.m.
Du kan med andre ord få en helt ny bolig og et studiejob samtidig!
Om kollegiet
Aarhus Kollegiet består af 352 boliger fordelt i mindre klynger. De første 160 boliger står klar til indflytning 1. september 2019. Kollegiet er udformet efter den klassiske kollegietanke, hvor hver beboer har sin egen bolig med køkken og bad, men deler et større køkken og opholdsrum med de andre beboere i klyngen. I stueetagen er der loungeområde, studiepladser og grupperum, som kan bookes via en app. Kollegiet lægger op til fællesskab og samvær beboerne imellem, og det er netop det fællesskab, kollegietutorerne skal hjælpe til med at understøtte.
Om jobbet
Som kollegietutor vil du være kontaktperson for klyngens beboere og løbende tage imod nye indflyttere og sørge for, at de bliver vist rundt og kommer godt på plads. Du vil være den, der tager initiativ til indkøb af ting til fælleskøkkenet og til opholdsrummet, som hører til din klynge, ligesom du tager initiativ til at beboerne sammen får lavet en husorden for brugen af fælleslokalerne og et system for rengøringstjansen. Derudover skal du stå for små hyggelige og sjove arrangementer, som kan ryste klyngens beboere godt sammen. Du bliver en af syv tutorer, og Brabrand Boligforening vil facilitere netværket af tutorer og fungere som sparringspartner i opstartsfasen. Alle tutorer vil referer til vores kommunikationsmedarbejder Mette Damgaard Sejthen.
Det er en betingelse, at du som tutor bor på kollegiet, og derfor skal du søge både en studiebolig og studiejobbet for at komme i betragtning.
Følgende udsagn passer på dig:
- Hvorfor bo alene når man kan bo med andre?
- Jeg er som regel den, der tager initiativ til sociale arrangementer.
- Jeg er imødekommende, positiv og god til at kommunikere.
- Jeg er tillidsvækkende og den, venner går til for hjælp og gode råd.
Stillingen forventes at være på 4-5 timer om ugen, til en overenskomstmæssig løn, med opstart d. 20. august 2019. Samtaler afholdes løbende, indtil alle syv stillinger er besat. Ansøgning kan sendes på mail til ansoegning@bbbo.dk. Har du spørgsmål til stillingen eller til kollegiet, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 89317171.
I din ansøgning må du gerne komme med forslag til, hvilke aktiviteter du ville lave, for at bringe beboerne tættere sammen og give kollegiet en god start.
Job description in English to downloade
