Medarbejder nomineret som årets boligsociale ildsjæl
I en årrække har Chadi Ali Kayed fra Gellerup-Toveshøj arbejdet med boligsociale indsatser i lokalområdet. Det gør han så godt, at han nu er en af seks nominerede til prisen som Årets Boligsociale Ildsjæl 2018.
Uddelingen af prisen sker for at gøre opmærksom på og hylde de mange ildsjæle, der gør en positiv forskel i byens udsatte boligområder. Prisen uddeles til en eller flere frivillige, der har gjort en afgørende forskel i deres boligområde i det forgangne år. Det kendetegner alle de nominerede, at de går foran og er til inspiration for alle i boligområdet.
Chadi Ali Kayed er blandt andet nomineret for sin vedholdende og dedikerede indsats for børn og unge i Gellerup-Toveshøj, hvor han har boet det meste af sit liv og også arbejder i informationscenteret E&P Huset.
Rådmand Kristian Würtz uddeler prisen til Årets Boligsociale Ildsjæl 2018 ved Det Boligsociale Fællessekretariats nytårskur torsdag den 10. januar kl. 15.00 på Saralyst Allé 55 i Højbjerg.
Det Boligsociale Fællessekretariat har uddelt prisen som Årets Boligsociale Ildsjæl siden 2008. Ud over begrundelsen for prisen får modtageren 5.000 kr. doneret af Arbejdernes Landsbank.
Alle er velkomne til at deltage ved prisoverrækkelsen.
De seks nominerede
1. Frivilliggruppen bag Herredsvang Familielejr
Hvert år sikrer frivilliggruppen, at 10 – 15 socialt eller økonomiske udsatte familier i Herredsvang kommer på en uges ferie. For alle deltagerne er den årlige familielejr en mulighed for et tiltrængt afbræk fra hverdagens bekymringer og en mulighed for at få positive oplevelser og skabe nye fællesskaber med familier fra lokalområdet.
2. De syv faste frivillige fra Elstedhøj
NØGLEN i Elstedhøj har gennem de sidste fire år haft syv faste frivillige tilknyttet. De indgår i aktiviteter, hvor alle bidrager med engagement og ildhu, der afspejler forståelse for forskellighed. De frivillige tager stort ejerskab for området og arbejder benhårdt for fællesskabet.
3. Chadi Ali Kayed fra Gellerup-Toveshøj
Chadi er beboer i Gellerupparken, og han har gennem mange år stillet op til forskellige arrangementer og deltaget i foreningsregi i lokalområdet. Hans hjerte banker særligt for børn og unge, og for at de skal have nogle gode forbilleder.
4. Palle Christiansen Bay fra Bispehaven
Palle er en utrættelig ressource i Bispehaven, når det kommer til at bidrage til fællesskabet. Han er en idérig herre med en sjælden drivkraft, som området gang på gang nyder godt af. Palle går især foran i forbindelse med store arrangementer, hvor han skaber uforglemmelige oplevelse for børn og voksne.
5. Lotte Pedersen fra Tilst
Lotte giver fællesspisningen i Bydelshuset sjæl og kontinuitet. Det er mere reglen end undtagelsen, at det er Lotte, der står bag kødgryderne hver onsdag, når der er fællesspisning i huset. Hun gør fællesspisningen til en personlig oplevelse, hvor hver beboer føler sig velkommen.
6. Asha Jama Kheireh fra Viby Syd
Asha er en af Tordenskjolds soldater og hun deltager i et væld af indsatser og initiativer i Viby Syd. Hun bidrager bl.a. til ”Noget for noget”, som er en række fyraftensmøder, hvor lokale unge kan udvide deres horisont gennem foredrag og møder med andre unge. Hun er desuden frivillig tolk i jobcaféen.
