Over 100 besøgte de nye rækkehuse i Tranbjerg

Brabrand Boligforening havde onsdag den 24. marts første fremvisning af foreningens nye rækkehuse i Tingskovparken i Tranbjerg.

De besøgende havde på forhånd bestilt tid til fremvisning på et bestemt tidspunkt til de boliger, de var interesserede i.

Fire medarbejdere tog godt imod de mange besøgende med både håndsprit og futter. 

Flere af de besøgende var kommet af ren nysgerrighed og andre af reel interesse for at leje et af de lækre rækkehuse. Flere fremhævede byggeriets flotte teglsten, og at der var bryggers med vask i alle boliger, men også de lyse køkken/alrum fik mange positive ord med på vejen.

Tingskovparken ligger på Tingskovvej i Tranbjerg, og er Brabrand Boligforenings nyeste afdeling. Boligforeningen har i forvejen mange boliger i området.

”Tranbjerg har alle de faciliteter, man har brug for i hverdagen, og det er derfor et populært område særligt for børnefamilier. Byen har trods den korte afstand til Aarhus sit helt eget lokale liv og naturskønne omgivelser”

fortæller Susanne Witting, administrationschef i Brabrand Boligforening

Tingskovparken består af 32 rækkehuse i varierende størrelser og med forskellig indretning. De mindste er 2-værelses huse i et plan på 47 kvm., mens de største huse er på 109 kvm. med 4 værelser i to plan. Alle husene har centralt placeret køkkenalrum med fin plads til spisebord og sofamiljø og udgang til egen have. I de mindste huse ligger det ekstra værelse i forbindelse med køkkenalrummet, mens værelserne i de store rækkehuse er placeret på første sal. Målgruppen for de nye boliger er både familier, par og enlige, så der skabes en blandet beboersammensætning.

Husene er placeret i otte mindre klynger, der sammen med en blandet arkitektur giver et hyggeligt og varieret miljø. Byggeriet er opført i tidløse materialer med skalmure i tegl, vinduer i træ/alu og tage beklædt med tagpap. Alle materialer er velafprøvede og holdbare.

Der er indflytning i første etape 15. maj 2021 og sidste etape 1. juli 2021. Ventelisten til boligerne er åben på Aarhus Bolig.