Udtalelse fra repræsentantskabet
Den 3. - 4. marts blev der afholdt repræsentantskabskonference i Grenå. Her blev regeringens udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund" drøftet. Repræsentantskabet er kommet med en fælles udtalelse til udspillet, som du kan læse her.
Regeringen må tage medansvar
Brabrand Boligforenings repræsentantskab finder det forkert, at regeringen ikke selv tager et medansvar i forbindelse med finansieringen af regeringens udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund".
De problemer, som over årtier er opstået i nogle af de udsatte boligområder, er et resultat af forfejlede politikker inden for integrations-, bolig-, social- og beskæftigelsespolitik. Derfor er det ikke fair, at beboerne i Danmarks øvrige almene boliger alene skal finansiere de tiltag, som Folketinget beslutter. Ikke mindst fordi beboerne allerede har påtaget sig et betydeligt medansvar for den positive udvikling i Gellerup og Toveshøj!
Landsbyggefondens opsparede midler er betalt af beboerne i de almene boliger. Hensigten er, at Landsbyggefonden kan medfinansiere renoveringer, når boligerne er nedslidte og trænger til renovering for at være tidssvarende.
Men regeringens forslag, som indebærer, at 12 mia. kr. tages af Landsbyggefondens kasse, vil betyde, at renoveringerne i den ældre boligmasse bliver udskudt, fordi regeringen tager beboernes penge i stedet for at bruge af statens midler.
Det er dybt urimeligt, at det alene er beboerne i de almene boliger, som via huslejen skal betale prisen for årtiers forfejlet politik, og det er helt uacceptabelt, at ældre almene boligafdelinger må se tiltrængte renoveringer fortone sig i horisonten, selvom netop de beboere i årevis har indbetalt til Landsbyggefonden for at kunne få adgang til renovering.
Du kan læse regeringens udspil her